En af idéerne med AaB's seks Talentskoler er en gang om ugen at sikre en høj kvalitet i talenttræningen af de bedste U10 til U13 spillere i hele Nordjylland (for AaB's og TFC's talentcenterprojekt i Thy er der lidt andre aldersgrupper).
U10 og U11 træner sammen, og U12 og U13 træner sammen. Vi oplever, at spillerne i disse aldersgrupper, er meget modtagelige for læring, og de er meget ivrige efter den ekstra gang træning om ugen. For mange af dem er det desuden positivt, at komme i et miljø, hvor der til tider er flere spillere, der er lige så dygtige som dem selv eller endda dygtigere. For at sikre en ensartet kvalitet i træningen, er det AaB's egne elitetrænere, som står for den ugentlige træning. Dog er der på nogle af skolerne en lokal assistenttræner tilknyttet.
Foruden den ugentlige træning på en af AaB's Talentskoler træner spillerne stadig hjemme i deres egne klubber, hvor de også spiller deres kampe. Talentskoletræningen skal derfor ses som et ekstra supplement til de spillere, som har brug for at blive udfordret lidt mere, og som har lysten til den ekstra ugentlige træning.
AaB bruger også Talentskole-træningerne til at finde ud af, hvilke spillere der som U13 - eller U14 spillere, har et passende niveau til at kunne begå sig i AaB. Dette er meget vigtigt, da hverken spilleren selv, spillerens klub, eller AaB har fordel af et skifte til AaB, hvis ikke spillerens niveau er tilstrækkelig højt. Derfor er det en fordel for alle parter, at AaB's trænere har en lang periode til at vurdere, om et skifte vil være hensigtsmæssigt for den enkelte.
Hvis din klub endnu ikke er samarbejdsklub, kan du klikke dig ind på "Ny klub" og se hvad I skal gøre for at blive samarbejdsklub med AaB Fodbold.
AaB TalentHornevej 29220 Aalborg Øst